Mere uddybende om mit teoretiske ståsted
Tilknytningsteorien og det psykiske immunforsvar
Kernepunktet i tilknytningsteorien er, at børn naturligt søger nærhed og tryghed hos deres omsorgspersoner. De udvikler en tilknytningsstil baseret på, hvordan de oplever, at deres omsorgspersoner reagerer på deres behov og følelser. Tilknytningsstile kan være sikre, usikre eller undgående, og det vil påvirke, hvordan et menneske håndterer relationer senere i livet.
Tilknytningen mellem det lille barn og dets forældre er livsvigtig for barnet, som ikke kan overleve på egen hånd. Psykisk tryghed er for det lille barn lig med fysisk overlevelse, og behovet for at have god kontakt med dets nærmeste omsorgspersoner er drevet af angst for tilintetgørelse. Dermed har selv den tryggeste tilknytning under sig barnets angst for at gå til grunde. Der ligger meget stærke kræfter bag de strategier for kontakt, som barnet har tillært sig som lille, og som måske ikke længere tjener et godt formål.
Tilknytningsteorien trækker fx på Bowlby, Fonagy og Winnicott.
Man kan bruge immunforsvaret som analogi for psykens og tilknytningssystemets måde at forholde sig til sin omverden på. Det er immunforsvarets rolle at regulerer, hvad kroppen tager ind, og hvad den skal holde ude. Vi har slimhinder, væskeabarrierer og kvalme, som alle er med til at holde det skadelige ude. Det er livsnødvendigt, at immunforsvaret kender de farlige ting fra de ufarlige, og somme tider kan det lede til, at de ufarlige opfattes som farlige. Det kalder vi allergi. I forskellige autoimmune tilstande kan immunforsvaret give problemer, fordi det endda kan forveksle egen krop med farlige intrængende.
I denne analogi ser vi nervesystemet som en slags forbindelse eller grænseflade mellem vores indre psykiske liv og den ydre verden. Ligesom immunforsvaret har ansvaret for at beskytte kroppen, regulerer nervesystemet det psykiske stofskifte med verden. Og ligesom med kroppens forsvarsværker, kan også psykens udvikle fejlsignaler: en slags allergi, hvor har afsmag for ting, som vi har lært kan være farlige. Den utrygt tilknyttede unge kan fx opleve nærmed som truende og holde sig fra den.
Børnesynet: om respekt, ligeværd, samtykke og autonomi
Børn har, som alle mennesker, brug for at leve et meningsfuldt hverdagsliv, hvor de kan føle ejerskab og prioritere deres behov for integritet og udvikling. Det er vores opgave som deres vigtigste voksne at lære dem at kende og støtte deres udvikling socialt og færdighedsmæsssigt.
Ligesom man ikke kan spise for andre mennesker eller sove for dem, så kan man heller ikke lære for dem eller udvikle sig for dem. Man kan stille næringstid mad på bordet, man kan skabe gode rammer for søvn, og man kan skabe miljøer, der fremmer en åben og stimulerende atmosfære, hvor børn har frihed til at udforske, stille spørgsmål og få mulighed for at lære gennem egne erfaringer.
Hvis børn har svært ved livet, kan det vise sig på forskellige måder. Nogle reagerer kraftigt og synligt. Andre bliver stille og mutte. Atter andre kæmper for at klare alt så godt som overhovedet muligt og kan nemt gå under radaren indtil den dag, hvor de tilsyneladende ud af det blå brænder ud.
Det er altid de voksnes ansvar at se på de livsrammer, vi stiller op for barnet, og justere på dem, så kravene passer til barnets evner. Og evner kan skifte fra dag til dag. Alle mennesker gør det godt når de kan, også børn, og hvis barnet ikke kan mestre de forventninger, der er til det, må vi ændre på forventningerne.
Vi kan fx bruge Colaborative Problem Solving som hos Ross Greene, hvor udgangspunktet er at finde en løsning, som er realistisk og fungerer for alle involverede parter.
Den amerikanske psykolog og forsker Alison Gopnik introducerede metaforen om forælderen som gartner i sin vidunderlige bog “The Gardener and the Carpenter: What the New Science of Child Development Tells Us About the Relationship Between Parents and Children” (2016).
Metaforen bruges til at stille skarpt på – og stille på spidsen – forskellene på to grundindstillinger til forældreskabet:
- En tømrer ved, hvad det er for et produkt, der skal skabes. Tømreren har en ide, nogle mål og en række værktøj til at skabe netop den genstand, som ønskes, ud af råmaterialer. Kvaliteten af tømrerens arbejde bedømmes ud fra, hvordan genstanden, fx et bord, opfylder de krav, vi har til borde. En tømrer-forælder, forklarer Gopnik, tager det som sin opgave at forme og skabe et barn i overensstemmelse med visse forudbestemte mål eller normer. Dette kan indebære at forsøge at forme barnet til at opnå bestemte mål eller leve op til visse forventninger. Tømrer-forældre kan have en mere kontrolorienteret tilgang til opdragelse og forsøger at forme barnets adfærd og præstationer. Tømrer-forælderen påtager sig et enormt ansvar, fordi forestillingen er, at de alene er ansvarlige for det menneske, som skabes ud af råmaterialerne.
- I modsætning hertil går gartner-forælderen ud fra, at barnet fra fødslen allerede er sin egen person der, som alle andre levende organismer, har i sig evnen til at udvikle og modne sig hvis de rette omstændigheder tilbydes. ”En plante vokser ikke hurtigere af at vi trækker i den”, som * har sagt.
Forælderens opgave er at tilbyde et støttende og nærende miljø, hvor barnets naturlige drift mod udvikling har adgang til de ressourcer, det har brug for. Dermed er den primære opgave for forældrene til en nyfødt at lære dem at kende og skabe den trygge tilknytning, som er den nærende jord, al læring og udvikling forudsætter. Forældrene er vidner og hjælpere på barnets udviklingsrejse, men sætter ikke målet. Det lille nye menneske er allerede nogen og har sin egen vej. I gartner-metaforen har forældrene langt mindre magt til at bestemme, hvad for et menneske, barnet er, men de har til gengæld ansvaret for se barnets potentialer og behov og tilbyde muligheden for, at barnet kan søge udvikling på sin egen unikke måde. Denne tilgang handler om at give barnet plads til at udforske og lære gennem leg og nysgerrighed, snarere end at forsøge at forme barnet i en bestemt retning.
I sidste ende handler Gopniks synspunkt om at fremhæve vigtigheden af at have realistiske forventninger til forældreskab og give plads til barnets egen udviklingsproces, i stedet for at påtvinge et for snævert eller styrende syn på, hvordan børn skal være.
Neurodivergens
Hvad betyder neurodivergens? Hvordan kan man være udfordret, hvis der er et dårligt match mellem de behov, der følger med ens neurotype, og de krav og forventninger, man møder i hverdagen? Begrebet neurodivergens vinder frem for at anerkende, at menneskets hjerne og nervesystem naturligt varierer.
Med forskellige neurotyper følger forskellige behov og følsomheder, og det kan være værdifuldt at undersøge disse. Formålet er aldrig at undertrykke eller tilpasse den enkeltes behov, men at finde ud af, hvordan man bedst indretter sit liv, så det flugter med det, der giver trivsel og glæde i hverdagen.
I disse år ser vi en fremvækst af diagnosticeringen af fx adhd og autisme, både i børnefamilierne og hos unge og voksne. Vi er heldigvis som samfund blevet mere nysgerrige på at undersøge, hvordan vi oplever verden forskelligt, og hvordan det netop er meningsfuldt værne om individualiteten og ikke søge at indskrænke og afrette.
Livet som autist
Det, vi som samfund rubricerer under termen autisme, repræsenterer en række variationer inden for den brede vifte af måder, hvorpå
menneskets hjerne, krop og nervesystem fungerer i interaktion med det omgivende
miljø. Det er en forholdsvist hyppig tilstand, som kan beskrives inden for
rammerne af neurodiversitet. Neurodiversitet er et begreb, der fremhæver
mangfoldigheden af neurologiske variationer og understreger, at der ikke er én
“normal” måde, hjerner skal fungere på. I stedet anerkender
neurodiversitetsperspektivet, at forskellige måder at tænke, føle og opfatte
verden på er en naturlig og værdifuld del af den menneskelige variation.
Det kan give
store udfordringer at tilhøre et nerodiverst mindretal i en verden, der er
tilpasset det neurotypiske flertal. I perioden før man får diagnosen, kan man
udvikle dårligt selvværd og alvorlig udbrændthed af at prøve at leve op til
standarder, der passer dårligt til den, man er. Netop derfor er det vigtigt at
anerkende, at man som autist kan have brug for specifikke former for støtte og
tilpasninger for at trives i samfundet. Dette kan omfatte pædagogisk og
terapeutisk støtte, der hjælper med at udvikle selvforståelsen og evnen til at
respektere egne grænser og behov og kommunikere dem klart til andre, herunder
bedsteforældre, personale i dagtilbud eller kolleger på arbejdspladsen.
Jeg tilbyder
hjælp til dig, som enten er sendiagnostiseret eller går med overvejelser om
diagnosticering og gerne vil undersøge deres livssituation.
Jeg tilbyder
også hjælp til familier med børn, som er udredt, eller hvor der er tegn på
autisme. Måske har I brug for at undersøge, hvad jeres barns diagnose betyder,
eller I har sammen med barnet brug for psykoedukation. Det kan også være, der
har udviklet sig knuder enten i familielivet, i søskenderelationerne eller ved
fx skolefravær, som kunne have gavn af en helhedsorienteret tilgang til jer som
neurodivergent familie.
Jeg kan
hverken udrede eller teste for autisme, men tilbyder psykoedukation og hjælp
til selvindsigt og til at bearbejde både de udfordringer, der måtte være nu, og
den livshistorie, der går forud.